Overvejelser

Det er de mange års arbejde med de ”urolige” drenge der danner grundlag for mit forfatterskab. Eleverne var op til 10 klasse, både danske og udlændinge. En del af disse var involveret i kriminalitet og narkomisbrug. Det er via dette arbejde jeg har fået et godt kendskab til disse unge og deres verden med bekymringer, fascinationer og drømme.
Min idé var i starten at skrive drengebøger. Senere har jeg bredt mit forfatterskab ud og vil nu betegne mine bøger som drengebøger hvor piger også kan læse med. Bøgerne ligger m.h.t. sværhedsgrad, på niveau mellem letlæsning og almindelig ungdomsbog.

I mine romaner søger jeg at indfange det moderne drengeliv, kombineret med den gode og aktuelle historie. Et centralt tema er almindelige unges møde med hårde kriminelle miljøer. Undervejs indarbejder jeg emner, problemer og udviklingspotentialer fra det nutidige ungdomsliv. Jeg har ofte det etniske islæt med og lader det fremstå som en ressource og ikke som et problem. De sidste bøger er udgivet i serien krimilet på Specialpædagogisk Forlag. Jeg får gode lektørudtalelser og mine bøger sælger omkring 1500 eksemplarer.

Det er mit litterære valg, at det er mine hovedpersoners ”drive,” livslyst og gåpåmod der er den animerende kraft i de unges liv og dermed forhåbentlig også i læseoplevelsen. Af emner og temaer som indgår i mine bøger, kan jeg nævne: Venskab og loyalitet, elitesport, kærlighed og sexualitet (også mellem muslimske drenge og piger), fritidsjob, gaderøverier, ecstasy, dummebøder, våben, bandeproblematik o.s.v.

God læselyst og med venlig hilsen