Det hvide snit


Bagsiden
En sommerdag i 1970 starter Eva som vikar på den store åndssvageanstalt, der ligger lidt uden for byen. Skole og eksamen er overstået, og endelig begynder Eva sit rigtige liv. Arbejdet viser sig dog at være helt anderledes, end hun har forestillet sig. De mange åndssvage er stuvet sammen i trange lokaler, hvor de bliver fastspændt og mishandlet. Men ingen vil høre på Eva, når hun fortæller om, hvor dårligt de stakkels mennesker bliver behandlet. Ingen vil tro på de frygtelige ting hun oplever.

Lektørudtalelse

Kort om bogen
Året er 1970 og Eva vil gerne være sygeplejerske. Hun får job på den nærliggende åndssvageanstalt, hvor hun oplever, hvor grufuldt de åndssvage bliver behandlet. For voksne og unge, som skal lære dansk eller som har svært ved at læse.

Beskrivelse
Eva har lige afsluttet folkeskolen og starter som vikar på åndssvageanstalten, der ligger lige uden for byen. Det er hårdt arbejde, men også meget anderledes end det hun havde forestillet sig. De åndssvage bliver mishandlet og konstant spændt fast af store læderremme. Eva forsøger at give dem pleje, så godt hun kan og det virker. De gamle plejere og sygeplejersker vil ikke høre på hende og derhjemme er der heller ikke meget tilovers for de åndssvage. Eva får noget, der ligner et venskab med Hanne, som er anbragt på anstalten, fordi hun ikke kunne sidde stille i skolen. Men der er ikke meget håb, for er man først blevet anbragt på anstalten, kommer man ikke ud igen.

Vurdering
En fin og gruopvækkende historie, som fortæller om de barske virkeligheder, som de åndssvage helt op igennem 1970’erne var udsat for. Bogen er i den svære ende af letlæsningsbøgerne Andre bøger om samme emne/genre For samme målgruppe findes Mødre og sønner og Det var Danmark , som ligeledes fortæller om et stykke Danmarkshistorie.

Til bibliotekaren
Anbefales til hylden med de svære letlæsningsbøger.

Lektør: Stine Grabas

 

Anmeldelse  i Handicaphistorisk Tidsskrift nr. 4o

Af Birgit Kirkebæk

Bogen beskriver loyalt og også nuanceret, hvordan en ung pige, der ansættes på en stor anstalt for åndssvage, oplever arbejdet, de anbragte og det personale der udgør magten. Der skrives om hendes møde med en ung kvinde, der adskiller sig fra de øvrige patienter både i udseende og adfærd, og hvordan hendes optagethed af denne kvinde udlægges af omgivelserne. Det er ikke velset, at man knytter sig til de anbragte, og det er slet ikke velset, at hun som nyansat spørger til hvorfor så mange skal sidde fastspændt og være uden beskæftigelse. Men der skrives også om, at denne kvinde selv over tid lærer at fastspænde og til en vis grad tale anstaltens sprog – dette blandt andet motiveret af angst for ikke at få en eftertragtet anbefaling. Selve bogens plot skal ikke røbes her, men litterært set skriver bogen sig op og bliver bedre og bedre sprogligt set, når man kommer længere ind i bogen. Den unge ansatte vælger selv at sige op. Hun har fået sin anbefaling og læser videre til sygeplejerske. De vilkår, hun fandt forkerte, blev ikke ændret – og det er bestemt en meget ærlig og sigende afslutning på en god bog.